I 1744 blev den første Buddleja (udtales BUD-lee-ah) beskrevet og opkaldt efter en engelsk amatør botanist ved navn Adam Buddle. Planten kom fra Chile og kom til at hedde Buddleja globosa.

Senere indførte en engelske Pastor ved navn Suley, en art fra Kina der fik navn efter hans franske ven og missionær, Pere Armand David. Denne sommerfuglebusk kom til af hedde Buddleja davidii. Dette var starten til en omfattende interesse, indsamling og forædling, af denne vel nok mest populære og smukkeste plante i verden til at tiltrække sommerfugle.

Som navnet fortæller er sommerfuglebuske meget attraktive for sommerfuglene, men faktisk er de mere end det, de kan nogle gange virker som en magnet for alle sommerfugle der passerer gennem haven i deres søgen efter nektar. Faktisk er sommerfuglebuske så effektive til at tiltrække sommerfugle, at mange af de Sydeuropæiske sommerfugle der nogle gange forvilder sig til Danmark, på grund af en varm sommer, bliver fundet siddende og suge nektar på netop en sommerfuglebusk.

Vil man have den størst mulige glæde af sin sommerfuglebusk, skal man plante den med luft omkring sig, fx midt på en græsplæne. Så kan sommerfuglene bedre finde den, og de føler sig ikke indeklemt og kan hurtigt flyve væk hvis de har behov for dette. Hvis disse forhold er tilstede vil sommerfuglene hurtigt indfinde sig fra området.

De almindeligste arter man ser i sommerfuglebusken, er den store og lille Kålsommerfugl, Nældenstakvinge, Admiralen og Dagpåfugleøje, men også andre sommerfugle der findes i området hvor busken står, vil blive lokket til, ja selv natsommerfuglene vil besøge busken om aftenen og om natten.

duehale_400x533
Duehale Macroglossum stellatarum er en af de sommerfugle man kan se på sommerfuglebusken. Den kommer i varme somre til Danmark fra områder ved Middelhavet. Foto © www.sommerfuglehaven.dk

Langt de fleste sommerfuglebuske klare sig igennem den danske vinter uden at blive dækket til, og de planter der visner ned på grund af meget hård frost, skyder som regel igen fra roden når foråret kommer. Det er dog en god ide for en sikkerheds skyld, altid hver efterår at frostsikre sine sommerfuglebuske ved at tildække dem.
Står sommerfuglebuske i krukker skal de dog altid flyttes til et nogenlunde frostfri sted, da disses planters rødder er meget mere udsatte. Er vinteren mild, kan mange sommerfuglebuskene stå med små grønne blade hele vinteren igennem.

Arten Buddleja davidii:
I verden findes der ca. 150 forskellige arter sommerfuglebuske i slægten Buddleja. En art i denne slægt, Buddleja davidii, skiller sig ud fra de andre ved at man har lavet utallige kultivare på den, disse kultivare har den særlige egenskab at de er fantastiske til at tiltrække sommerfugle, og derfor kalder man da også denne gruppe for sommerfuglebuske.

Sommerfuglebusken Buddleja davidii har sin oprindelse ved den tibetanske/kinesiske grænse. Den blev bragt til Europa af den engelske missionær, Pastor Suley, som opkaldte den efter sin bedste ven Pere Armand David - deraf kommer artsnavnet davidii. Skønt Buddleja davidii kommer fra Kina og dermed fra et lidt varmere klima end vores, er den meget taknemlig at have med at gøre. Arten kan vokse næsten alle steder, men har det allerbedst på en solrig plads i veldrænet jord.

Blomsterfarven hos sommerfuglebuskene, varierer fra helt hvid over lyseblå, lyserød, pink og videre til næsten sort - ja selv gul er repræsenteret. Desuden findes der en sommerfuglebusk der har blomsterklaserne i tre forskellige farver.

Udplantning, skadedyr og beskæring af sommerfuglebuske:
Man kan udplante sommerfuglebuske igennem hele året, undtagen i de koldeste vintermåneder. Udplantningen bør ske i veldrænet jord og et sted hvor sommerfuglebusken har luft omkring sig og får masser af sol. Dette giver nemlig en flot harmonisk busk, men har også betydning for sommerfuglene, da disse sjældent indfinder sig hvis pladsen er for trang.

Vil man plante sommerfuglebuske i krukker, bør man ikke benytte en krukke der er mindre end 30 cm. i diameter, sørg også for at der er et godt dræn i bunden af krukken. Dette kan gøres ved at lægge et 2-5 cm. lag leca kugler i bunden og over disse lægge et stykke fiberdug, der forhindrer at jorden ikke falder sammen og lægger sig omkring kuglerne. Pottemulden bør være af den bedste kvalitet, så den ikke "brænder sammen" i løbet af sommeren. Husk at gøde 4-5 uger efter plantning og at udskifte mulden hvert år.
Vær opmærksom på at når man har sommerfuglebuske i krukker, er faren for at planterne bliver angrebet af skadedyr noget større end hvis de stod i haven sammen med andre planter. Dette skyldes at der ikke er så mange nyttedyr i nærheden af krukkerne til at holde skadedyrene væk.

Af skadedyr på sommerfuglebuske er fundet snegle, spindemider, bladlus, ørentviste og forskellige larver af natsommerfugle. Spindemiderne syndes kun at være et problem når planterne er meget små eller står indendørs eller i væksthus. Bladlus kan nogle år optræde meget talrigt og være et problem. Disse fjernes dog let med insektsæbe eller spules væk med vand. Ørentviste og natsommerfuglelarver kan også være et problem når sommerfuglebuske står i krukker, men disse skadedyr kan let findes og fjernes efter mørkets frembrud med hjælp fra en lommelygte.

Alle sommerfuglebuske kan beskæres hvert år i det tidlige forår (marts-april), og gerne kraftigt, da det er de nye grene der giver de største og flotteste blomster. Vær dog opmærksom på at arter som Buddleja alternifolia, Buddleja asiatica, Buddleja colvilei og Buddleja globosa, kun blomster på sidste års grene.
Man kan næsten ikke beskære sin sommerfuglebusk for kraftigt, men 30-40 cm. fra jorden er en god afstand. Plant ud på friland, eller i en stor krukke (minimum 30 cm. dia.) fra marts-august. Undgå at bruge insektgift eller anden form for gift.